Kyokushinkai

極真会

kyoku shin kai

Kyokushin

»Kyokushinkai« er sammensat af 3 tegn, som er sammensat til en kaligrafi, ordene og deres betydning er som flg.:

KYOKU: 極 der betyder »den højeste« »yderste« eller "mest ekstreme".

SHIN: 真 der betyder »sandhed«

KAI: 会 der betyder »at samles« eller »mødes«.

Tilsammen kan det oversættes som »skolen til den inderste sandhed eller mening«.

Hvad er Kyokushin?

Kyokushin er en af hovedstilarterne i karate og findes i mere end 125 lande med hovedsæde i Japan. Kyokushin-karate, som i Japan går under navnet kampkarate, er et særdeles effektivt karate system, hvor man erkender nødvendigheden af sideløbende styrke, udholdenheds- og konditionstræning, for til enhver tid at kunne yde det maksimale i sine teknikker og sin modstandskraft. Hertil kommer en seriøs og konsekvent træning af mental udholdenhed og selvdisciplin.

Kyokushin-karate er fuld kontakt karate, modsat traditionel karate som er markeringskarate. Dvs. al kontakt på lår og krop er tilladt med stød og spark - mod hovedet er det tilladt at sparke med foden eller knæet. Det eneste som ikke er tilladt er stød mod hovedet og spark i skridtet. I sin enkelhed går en kamp ud på at bekæmpe sin modstander, enten ved at knock-oute ham, vinde på point, være overlegen, eller at få sin modstander til at give op. I Kyokushin-karate kæmpes primært knock-down men der kæmpes også i den mildere form »semikontakt«, her er det at begyndere, børn og juniorer kan være med.

Kyokushin er idag opdelt i mange organisationer, der vil senere komme en samlet liste her på siden.


Masutatsu Oyama

大山 倍達

Ōyama Masutatsu

Sosai

総裁

sōsai

Sosai er sammensat af to tegn: 総 som betyder general, fuldendt, total.

裁 som betyder dommer eller beslutte. Samlet kan det oversættes til "Præsident".

Sosai Masutatsu Oyama

Kyokushinkai blev grundlagt af Sosai Masutatsu Oyama, vor tids største mester. Han havde viet sit liv til karate, fyldt med så mange, ofte utrolige oplevelser og bedrifter, at det kan tage pusten fra de fleste. Her er en kort gennemgang af nogle af Sosai’s bedrifter (de vil kunne læses mere udførligt i diverse bøger og blade).

Sosai studerede karate under Gishin Funakoshi, en af de første mestre der bragte karate til Japan. Sosai har trænet og studeret en lang række forskellige kampsystemer, både japanske, kinesiske og koreanske. Oven i det studerede han også samuraiernes livsfilosofi. Som 22 årig trak han sig tilbage fra civilisationen, for at træne koncentreret. Det foregik på Minobu-bjerget. Et helt års isolation med 6-8 timers daglig træning. Et program så hårdt at ingen anden skulle være i stand til at gennemføre det.

Som 24 årig var Sosai 4. Dan og besluttede at vie sit liv til karate. Han tilbragte yderligere 2 år i isolation for at blive endnu bedre. Han valgte denne gang Kiyosmibjerget.

Sosai har som den eneste udkæmpet en 300 mands kumite (fordelt med 100 kampe pr. dag 3 dage i træk, og ingen pause mellem kampene, fuld kontakt og med en frisk modstander hver gang). Det skal her nævnes at kun ganske få i verden har været i stand til at gennemføre 100 mands kumiteen, den ultimative test i Kyokushin-karate.

Tameshi-wari (gennembrydning) som vi kender det i dag, er stort set udviklet af Sosai. Han var den første til at slå halsen af en fritstående flaske.

I 1952 tog han til USA for at vise sin karate. Han udfordrede alle til kamp, og udlovede et beløb til den som kunne slå ham. Han kæmpede 270 kampe og vandt dem alle. Mange af dem kun med et stød. Derfor fik han tilnavnet »Godhand«.

I 1953 åbnede han sin første dojo i Tokyo, hvor mange kæmpere fra forskellige stilarter ville træne. Sosai tog de bedste teknikker, udviklede dem og grundstenene til Kyokushin var lagt. Det var ud fra alle disse erfaringer hans enorme træningsindsats og evner, og hans egen forståelse af karate, at Sosai kunne skabe Kyokushin-stilen. En karatestil så stærk og harmonisk, at den hurtigt blev kendt og respekteret på tværs af alle stilarter. I 1964 åbnedes hovedkvarteret officielt og fik navnet: Kyokushin - den ultimative sandhed.